Sider

søndag den 29. juni 2014

Üsküdar #2

Anden del af billederne fra turen til Üsküdar. Første del kan læses her.

HUSK forøvrigt, at I kan trykke på billederne for at gøre dem større.

Så gik turen lidt mere nordligt, men stadig inden for Üsküdar, hvor vi startede med frokost på et lille hyggeligt lokalt sted. Vi sad på et bord på fortovet, så der var ikke meget plads. Men det er en del af charmen :-) Maden var virkelig god. Jeg fik en halv portion tomatsuppe til forret, mens hovedretten var kikærter med lidt kød. Det ser ikke ud af meget, men det smager FANTASTISK. Det er nok de mest bløde og lækre kikærter, jeg nogensinde har smagt!




Efter frokost gik vi en tur i den bakkede bydel. Vi besøgte en græsk kirkegård og fandt også en masse små smalle huse på vejen. Vi kom også forbi et grøntsagsmarked og et af de sidste stop var et grønt område, som regeringen vil bygge på, men beboerne i området har nu i protest dyrket jorden, fordi de gerne vil beholde denne lille grønne oase. -Meget forståeligt.
Ved siden af det lille grønne område ligger nogle flotte gamle træhuse. Her er det populært at lægge vejen forbi, når man får taget bryllupsbilleder ;-)




En af de andre deltagere havde sin hund med. Det var godt nok hyggeligt :-)






Man skal være i god form, hvis man bor i dette område. Bare en tur til købmanden er ren styrketræning for benene.






Kæmpe tomater!








Så har jeg vist heller ikke mere at dele fra den fotovandring :-) Håber I har nydt "turen".

lørdag den 28. juni 2014

Üsküdar #1

Efter en mindre vandring gennem Kadiköys markedsgader, hoppede vi på en dolmus (lille bus) med retning mod Üsküdar, der ligger nord for Kadiköy. I udkanten af Üsküdar tog vi et pitstop ved Şakirin Mosque (Kvindernes moske). Det er en nyere moske fra 2009, hvilket tydeligt kunne ses på arkitekturen. Ydermere var moskeens interiør designet af en kvinde.




Dette var første gang jeg så en kirkegård ligge lige ved siden af moskéen.

I Üsküdar startede vi ud i et område, hvor de solgte antikviteter. Der var godt nok mange spændende ting og sager ind i mellem, men det var svært sådan rigtigt at få gode billeder, da butikkerne lå indendørs.





Sådan fordriver man tiden, når der ikke lige er kunder ;-)

Bagefter besøgte vi endnu en moské. Denne gang Mihrimah Camii. Dette var også en rigtig fin moske, men den mindede mere om de moskéer, jeg allerede har set, så jeg syntes ikke, der var noget nyt eller overraskende over den.




Jeg ved faktisk ikke, om det er uhøfligt sådan at tage billeder af de bedende, men det ser bare så fint og fredfyldt ud, når de sidder der i stilhed. Jeg håber ikke, jeg træder nogen over tæerne med dette billede :-)



Nå, men jeg må vist hellere splitte indlægget her yderligere, da jeg synes, det begynder at blive lidt langt. Jeg vender tilbage med de sidste billeder en anden dag :-)

tirsdag den 24. juni 2014

En tur til Kadiköy

Den 14. maj var jeg igen på fotovandring. Dette var min 3. fotovandring med fotografen Monica. Den første fortalte jeg om her, og den anden kan I læse om her.

Denne gang foregik fotovandringen på den asiatiske side af Istanbul, som jo er den side, jeg selv bor på. Det havde jeg glædet mig til, da turen primært ville foregå i Üsküdar, et område jeg ikke kender særlig godt.

Jeg vil dog i dette indlæg kun koncentrere mig om Kadiköy, hvor vi startede vores tur. Mest fordi indlæggene bliver alt for billedetunge, hvis jeg sætter alle billederne i samme indlæg :-) Kadiköy er den centrale del af den asiatiske side og et sted, jeg kommer ret ofte for at mødes med venner eller sejle videre til den europæiske side.

Den café vi startede dagen ud på, kendte jeg ikke. Den ligger oven på en af havnebygningerne, som vi bruger, når vi skal sejle over til den europæiske side. Den var virkelig hyggelig, så der må vi hen igen en anden dag :-)

Efter caféen gik vi lidt rundt i Kadiköy:
Vi startede i en lille armensk kirke, der ligger centralt i Kadiköy.


Så bevægede vi os ud på markedet:

Inde på fiskemarkedet sad denne meget ihærdige kat og kiggede længselsfuldt på de lækre fisk :-) Fuldstændigt upåvirket af folk, der gik ind og ud og helt uden at overtræde "grænsen" ind til butikken.








Man bliver altså godt sulten af at gå rundt på det marked :-)

Honning

Billederne fra resten af turen skal I nok få i nærmeste fremtid :-)