Crazy day - opholdstilladelse

Forbered jer på en lang historie :-)

Hold nu op en hektisk dag vi har haft i dag! Hasan havde taget en halv fridag, så vi kunne få styr på de sidste papirer og aflevere ansøgningen om opholdstilladelse, som jeg ikke fik lov til i mandags pga. nye regler. Jeg endte med at bruge 7 timer! på at fare rundt efter de rigtige papirer, stempler, godkendelser og kvitteringer. Pyha altså.

Når man skal søge opholdstilladelse har man altid skulle medbringe:
- 4 pasfotos
- pas
- kopier af passet side med billede + alle stemplede sider
- bevis på at man har penge

D. 14. april blev reglerne så lavet om, så nu skulle man også medbringe:
- sygeforsikring
- bevis på adresse i Tyrkiet

Derudover har kravet til beviset på formuen ændret sig. Før skulle man bruge $300 pr. måned, enten indsat på en tyrkisk konto eller som en kvittering fra et vekselkontor, hvor man havde vekslet til det antal $, man skulle bruge. Problemet her var bare, at vekselkontorerne var begyndt at tage penge for at lave "falske" kvitteringer. Altså hvor man betalte for en kvittering uden reelt set at have vekslet nogen penge. Så på baggrund af det, kan jeg godt forstå, at de nu har lavet reglen om, så man skal have vekselkvitteringen fra en bank. Her kan man nemlig ikke snyde. Desværre havde de bare i samme regelændring også hævet beløbet til $500 pr. måned, og så mange  penge havde jeg jo slet ikke taget med fra Danmark :-( Jeg havde kun lige hævet, så jeg havde 6 x $300. Vi måtte derfor låne lidt af Hasans forældre, da det ville tage for mange dage for os, hvis jeg skulle overføre penge fra min danske konto til Hasans tyrkiske.

1. stop på dagens rute var en form for kommunekontor, hvor Hasan skulle bruge et bevis på hans adresse. 2. stop var så et "noter" kontor, hvor vi ved hjælp af det første papir fik et officielt papir på, at jeg også boede på adressen. Så langt så godt. Første manglende dokument var nu i hus.

3. stop var en butik hvorfra man kunne printe, da mit forsikringsselskab havde sendt mig et dokument på engelsk, som vi skulle bruge til at bevise min forsikring. Dermed var andet manglende dokument i hus.

4. stop var en bank, hvor vi måtte betale en noget høj kurs, fordi jeg ikke var kunde i banken. Men vi skulle jo have kvitteringen. Vi måtte veksle alle vores lira til dollars for at have nok. Så nu har jeg pungen fyldt med dollars og næsten ingen lira, fordi vi gerne vil vente med at veksle tilbage, til kursen måske er lidt mere fordelagtig. Tyrkiske lira er nemlig intet værd pt. Jeg har iøvrigt aldrig set dollars før. Jeg synes, det virker som sådan nogle lege-penge :-P Jeg håber ikke banken har snydt mig ;-) haha. Men så var tredje manglende dokument også i hus, og vi begav os derfor mod 5. stop: politistationen.

Her godtog de min ansøgning med undtagelse af dokumentet fra forsikringen. Det skulle være på tyrkisk! Vi fik derfor besked på at få det ordnet og komme tilbage med oversættelsen senere på dagen. Derudover fik vi at vide, at vi skulle betale for opholdstilladelsen på 2 forskellige andre kontoret! Det ene kontor lå nogle kilometer væk, mens det andet kontor lå ca. 1,5 km. væk! Typisk Tyrkiet altså!

Så 6. stop gik med minibus til det kontor, hvor vi skulle betale for selve opholdstilladelsen, og derefter gik 7. stop tilbage med minibus til det andet kontor for at betale for den bog opholdstilladelsen kommer i (ja, I læste rigtigt ;-) !). Her måtte vi dog have et midlertidig mellemstop, da vi var løbet tør for lira, og der er ingen officielle kontorer i Tyrkiet, der tager betalingskort. Så vi måtte lige finde et vekselkontor for at veksle nogle af vores dollars tilbage til lira.

Da de to kvitteringer var i hus, begav vi os mod 8. stop: Oversættelseskontoret. Her fik vi forklaret, hvad vi skulle bruge, og så var Hasan ellers nødt til at tage på arbejde og overlade mig til resten. Jeg skulle vente 1,5 time på oversættelsen og derefter tage den med på "noter" kontor for at få oversættelsen godkendt som et officielt papir. Hasan valgte derfor at tage mig med til 9. stop: noter-kontoret, inden han tog afsted, for at fortælle dem at jeg kom alene senere, og hvad jeg skulle. Så behøvede jeg forhåbentlig ikke selv prøve at tale med dem, for der er absolut ingen, der kan engelsk :-(

Jeg fandt mig en god frokost og fik slappet lidt af oven på den hektiske morgen. Samtidig fik jeg fat i en veninde, der kom mig til undsætning. Hun kan en del mere tyrkisk end jeg, og så er hun ikke bange for at prøve sig frem med sproget. Så det var skønt, hun sagde ja til at hjælpe mig.

10. stop: Tilbage på oversættelseskontoret, hvor de var lidt i tvivl om noget af oversættelsen. Da oversætteren ikke kunne tale engelsk! (det var altså hende, der oversatte fra engelsk til tyrkisk) måtte vi ringe Hasan op, så han kunne hjælpe dem. Endelig fik vi papirerne og så gik vi mod 11. stop: Noter-kontoret. Efter lidt ventetid fik vi at vide, at min oversættelse ikke kunne bruges, fordi "originalen" var en fotokopi (vi havde bare printet den pdf.-fil, jeg havde fået af forsikringsselskabet), og det skulle altså fremgå af oversættelsen. Vi blev derfor sendt tilbage til 12. stop: Oversættelseskontoret.

Efter at have fået tilføjet den ekstra tekst til oversættelsen, gik vi til 13. stop: Noter-kontoret igen. Her fik vi en del ventetid, fordi deres printer pludselig gik i stykker, og de måtte ringe efter en ung mand, der kunne løbe ud i byen med mine papirer og få dem fotokopieret. Men langt om længe fik de stemplet (og stemplet og stemplet.. jeg siger jer, det ene stykke A4 fik nok 8-9 forskellige stempler!) mit papir, og vi kunne tage en taxa ud til 14. og endelige!!! stop: Politistationen. Her godtog de min oversættelse og jeg fik givet dem de 2 kvitteringer, så NU har vi gjort, hvad vi kan. Resten er op til de mennesker, der skal behandle ansøgningen.

Det værste ved al ovenstående er, at DET ER HELT NORMAL PROCEDURE!! Ikke bare for ansøgninger om opholdstilladelse, men i det hele taget når man skal have klaret noget af det offentlige. Tænk jer lige, hvis vi skulle fare sådan rundt bare for at få et nyt pas eller kørekort! Ud over al tiden vi brugte i dag, så kostede stort set hvert stop også penge, da der ikke er noget, der er gratis hernede. F.eks. skulle jeg betale 66 TL (ca. 150 kr.) bare for at noter-kontoret godkendte min oversættelse. Og derudover havde jeg jo også betalt for selve oversættelsen! Jeg tør ikke regne på det, men mit umiddelbare gæt er, at der i dag er røget ca. 1.500 DKK på diverse godkendelser og kvitteringer. Og det er altså bare for 5 måneders opholdstilladelse.

Desværre er det ikke lutter røde roser nu for som afslutning på det hele, fik  jeg at vide, at der kan gå op til 90 dage, før jeg får opholdstilladelsen tilsendt med posten. Dette er også ny procedure, fordi alle ansøgninger nu skal behandles i Ankara. Førhen blev de behandlet lokalt og inden for max. 4 uger.

Det betyder, at min planlagte ferie i Danmark i juni, nu hænger i en tynd tråd, for jeg må ikke udrejse landet uden min opholdstilladelse :-( Øv, hvor er jeg træt af det! Så kryds lige fingre for, at de rent faktisk er hurtige med at lave opholdstilladelsen!

Nu har Hasan og jeg fyldt maverne med chili con carne og øl, så mon ikke vi lige kan klare resten af aftenen på sofaen, efter dagens strabadser :-)