Sider

tirsdag den 22. oktober 2013

Visum/opholdstilladelse #2

Som lovet får I her hele min visumansøgningsprocess beskrevet :-)

Inden ansøgningen havde jeg fået at vide, at jeg havde to valgmuligheder: Søge fra Danmark inden afrejse eller søge i Tyrkiet efter ankomst. Grundet travlhed med job og afhandlingsprojekt, valgte jeg derfor at vente til ca. 3 uger før afrejse, før jeg tog ud på det tyrkiske konsultat i København med min visumansøgning.

Jeg tog derud for at spørge dem, om 3 uger var tid nok, eller om det var bedre at vente og ansøge i Tyrkiet, men da jeg kom derud fortalte de mig, at jeg SKULLE søge fra Danmark, da de ikke havde set min type ansøgning før. Studievisum kender de, men det var åbenbart første gang de havde set en ansøgning til TÖMER (der er en sprogskole). Derfor var de nødt til at sende ansøgningen til Ankara, og det ville tage lang tid. Jeg havde jo ikke andet valg, så jeg måtte aflevere ansøgningen og håbe på det bedste.

Derudover måtte jeg ikke få lov til at søge visum for et helt år, da TÖMER kun havde skrevet under på, at jeg skulle gå der frem til midt i marts 2014. Da jeg blev indskrevet på skolen, sagde vi ellers, jeg ville gå der et helt år, så jeg ved ikke, hvorfor papirerne siger marts 2014. Da jeg stod på konsulatet og pludselig havde travlt med at få sendt ansøgningen, havde jeg heller ikke mulighed for at spørge TÖMER om nye papirer. Jeg måtte bare rette i antallet af dage, jeg søgte visum for.

Da dagen for afrejse kom, havde jeg stadig ikke fået mit visum, så jeg valgte at tage afsted uden visum. Jeg vidste jo ikke, hvor længe jeg skulle vente, så hvorfor ikke bare vente i Tyrkiet. Jeg fik brevet ang. afhentning af visum dagen efter, jeg fløj til Tyrkiet. Typisk altså! Men der var ikke andet for end at flyve til Danmark igen for at hente visummet.

Normalt er processen således, at du afleverer dit pas sammen med visumansøgningen, og så får du dit pas tilbage 1-2 dage efter sammen med dit visum. I mit tilfælde ville jeg ikke afleveret passet sammen med ansøgningen, når jeg ikke vidste, hvor længe der ville gå, før jeg fik pas og visum tilbage. Jeg måtte derfor besøge konsulatet 2 gange under min tur til Danmark. Først for at aflevere passet og så for at hente det. De kan åbenbart ikke finde ud af at printe visummet og sætte det i passet, mens man venter.

Efter afhentning af pas og visum, troede jeg, der endelig var styr på det hele, men så opdagede jeg, at jeg kun havde fået Single Entry visum, selv om jeg havde søgt om Multiple Entry. Det vil sige, at jeg kun har lov til indrejse i landet én gang, og dermed skal blive frem til marts 2014, hvis jeg ønsker at benytte mit visum til fulde. Dog medfølger et stempel og en seddel om, at hvis man ønsker multiple entry, skal man søge om opholdstilladelse senest 30 dage efter ankomst til landet.

Det var her det gik op for mig, at jeg aldrig skulle have søgt om studievisum. Havde det nu bare været muligt at få ordentlig information om de forskellige typer visum og opholdstilladelse, inden man søger, ville jeg fra starten have vidst, at studievisum altid er single entry! Men det var der ingen, der fortalte under ansøgningsprocessen!

Det vil sige, at studievisummet skulle bruges for at komme ind i landet, så jeg derefter havde mulighed for at søge om opholdstilladelse, men som dansker har man ret til at rejse ind i landet uden visum, så jeg havde slet ikke behøvet at bruge tid og penge på et studievisum. Dyre lærepenge! Især taget i betragtning af den ekstra flybillet jeg købte for at komme hjem og hente visummet.

Nu skulle det jo ikke gå helt til spilde det studievisum, så jeg har derfor været på politistationen med mit studievisum og ansøgt om opholdstilladelse. Forskellen mellem en studieopholdstilladelse og en almindelig opholdstilladelse er, at jeg ikke behøver bevise, at jeg har penge på kontoen, når jeg søger om studieopholdstilladelse. Når man søger om almindelig opholdstilladelse, er det antallet af penge på din konto, der afgør, hvor lang opholdstilladelse, du får, da du skal kunne forsørge dig selv.

Så kunne jeg i dag gøre det hele om, havde jeg ikke søgt om studievisum. Jeg var i stedet rejst til Tyrkiet uden visum og havde søgt om opholdstilladelse på baggrund af min opsparing. Så havde jeg sluppet for at betale både visumgebyr og opholdstilladelsesgebyr, og jeg ville i stedet have fået over 1 års opholdstilladelse med det samme.

Lige pt har jeg stadig ikke modtaget min opholdstilladelse, men jeg skal nok opdatere, når jeg en dag er så heldig ;-) De er ikke så hurtige til det med offentlig administration her i Tyrkiet.

2 kommentarer:

  1. Øv sikke en træls omgang. Men tak fordi du har skrevet om din oplevelse. Så ved jeg da at jeg skal holde mig fra studievisum ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kan i hvert fald ikke betale sig, hvis man har penge nok på kontoen til en almindelig opholdstillade. Så det vil jeg helt sikkert anbefale, næste gang du har brug for længere ophold i Tyrkiet :-)

      Slet