Jeg tænkte, det var på tide med en lille opdatering på al postyret med visum/opholdstilladelse :-) Sidst jeg fortalte om det, var da jeg var på vej til Danmark for at hente mit visum.
Jeg havde en virkelig dårlig oplevelse i Danmark, der gjorde, at jeg lige havde brug for at få det hele på afstand, inden jeg skrev noget herinde, da jeg helst vil skrive tingene i en ordentlig tone :-) Men for at sige det pænt, så er medarbejderne på det tyrkiske konsulat i Danmark nok de mest ubehøvlede og respektløse mennesker, jeg nogensinde har mødt, og jeg er meget chokeret over den behandling, jeg har fået af dem.
Jeg vil gerne skrive et indlæg, der kun handler om det tyrkiske konsulat for at advare/hjælpe andre, der har brug for kontakt til det tyrkiske konsultat. Derfor bliver det ikke i denne omgang, I får lov at læse om mine oplevelser, da dette kun skal handle om selve visummet/opholdstilladelsen.
Da jeg i juni tilmeldte mig TÖMER, hvor jeg går i skole, fik jeg en seddel om, hvordan processen for studievisum var. Inden da havde jeg slet ikke overvejet studievisum. Jeg havde tænkt mig at søge om almindelig opholdstilladelse, når jeg først ankom til Tyrkiet, som så mange andre danskere gør det. Som dansker må man nemlig kun være i Tyrkiet 90 dage for hver 180 dage. Skal man være her længere, kræver det opholdstilladelse.
Jeg var godt klar over, at man kunne søge studievisum, hvis man f.eks. skulle på udveksling i 4 mdr., men jeg vidste ikke, at man også var berettiget til studievisum, når man gik på sprogskole samt at man kunne søge det for 1 år ad gangen. Med denne nye viden, valgte jeg at søge studievisum, da jeg troede, det ville være den nemmeste løsning. I dag er jeg ærgerlig over den beslutning, da det havde været billigere og nemmere for mig at få alm. opholdstilladelse, men der er ikke meget information tilgængelig på nettet, så det var jo ikke til at vide :-(
I morgen vil jeg skrive mere om selve visum processen, og så kan I også læse min konklusion på, hvorfor jeg i dag mener, at det havde været bedre og billigere at søge almindelig opholdstilladelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar