I går skrev Hasan under på kontrakten til vores kommende hjem :-)
Vi havde besluttet os for at finde noget allerede fra 1. juni, da jeg skal på sommerferie til Istanbul 2 uger sidst i juni, og det ville være rart for mig, hvis vi da allerede havde vores eget, så jeg kan bruge min ferie på at købe møbler og falde til.
Lejlighedskomplekset, vi har fundet, er rigtig lækkert. Vi har prioriteret standard og faciliteter frem for størrelse og beliggenhed. Derfor er det blevet til en lille 2 værelses lejlighed på 43 m2, ½ times transport tid fra centrum af den asiatiske del. Fra lejligheden tager det 7 minutters gågang til nærmeste metrostation og den ligger lige ved et stort shoppingcenter.
Vi har valgt at bo på den asiatiske side, da det er der, Hasan arbejder samt de fleste af vores venner bor. Istanbul er en stor by, så det kan godt være lidt besværligt at komme fra den europæiske side til den asiatiske, især om aftenen.
Vi har endnu ingen billeder af lejligheden, men til de nysgerrige, kan I se en plan over lejligheden her: http://www.uptwins.com/
Tryk på "Kat Planlari" i menulinjen og vælg så "Tip 1+1 C".
Jeg synes selv indretningen i lejligheden er rigtig fin og praktisk taget størrelsen i betragtning. Der er et fint badeværelse med brus og skabe samt plads til vaskemaskine, et soveværelse med skabsplads og så ét stort rum med entré, køkken og stue i ét. Dette er jeg ret vild med, da man så ikke behøver at stå "gemt væk" i køkkenet, mens man laver mad.
Vi har tænkt os at købe en sofa med chaiselong, som på plantegningen. Den skal så kunne laves til en dobbeltseng, så vi har plads til sovende gæster :-)
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg GLÆDER mig til at komme ned og se mit kommende hjem? Heldigvis er der ikke så længe til, da jeg rejser derned d. 13. juni.
Men det bedste af det hele, har jeg slet ikke nævnt endnu :-D Med i huslejen hører også brug af fælles faciliteter. Hvilket vil sige bl.a. fitnesscenter, indendørs pool og udendørs pool. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at kunne komme i gang med træningen igen, ikke mindst svømning. Det opvejer ikke, at jeg må undvære ridning og hestene, men det er en helt ok trøst :-)
Nu vil jeg vende tilbage til min afhandling, som jo er det eneste (næsten) mit liv handler om for tiden. Suk, hvor bliver det godt at få det overstået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar