Islam

De sidste par dage, har jeg gået og tænkt lidt over, om jeg skulle kommentere på de seneste begivenheder i Paris. Ikke fordi det som sådan vedkommer mig, andet end at det selvfølgelig påvirker en, da hændelserne er dybt tragiske. Men som værende gift med en muslim påvirker det alligevel også på en anden måde, fordi det igen sætter negativt fokus på islam.

Det er nemlig begivenheder som denne, der blandt andet er skyld i, at jeg ind i mellem møder fordomme, når jeg fortæller, at min mand er tyrkisk. Og nu hvor vi ønsker at bo i Danmark, hvor fordommene er mange, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det egentlig bliver for Hasan at bo her. Hvordan vil danskerne tage imod ham?

Min generelle erfaring er heldigvis, at min omgangskreds kun har fordomme, ind til de har mødt ham. Så snart de lærer ham at kende, forsvinder fordommene, og i dagligdagen tænker man slet ikke over, at han er muslim. På samme måde som man heller ikke tænker over, at jeg er kristen. Det er kun, når vi fejrer vores helligdage, som Kurban Bayram, Seker Bayram, Jul og Påske, at man bemærker forskellen. -I hvert fald i vores forhold.

Jeg ville bare sådan ønske, at man slet ikke nåede det punkt, hvor man havde fordomme, før man overhovedet havde mødt personen!

Dette skal ikke være en løftet pegefinger, for jeg havde også selv mine tanker, dengang jeg lige havde mødt Hasan, hvilket jeg heller ikke har lagt skjul på. I stedet er det ment, som en lille lektie vi alle nok har godt af at tage med os. Jeg har i hvert fald bemærket, at jeg de sidste par år er blevet bedre til ikke bare at generalisere og "sætte et label" på nye mennesker, jeg møder, før jeg rent faktisk har lært dem lidt at kende. Det tror jeg, vi alle kunne lære noget af. Uanset om det gælder muslimer, danskere, sorte mennesker (hvad må man efterhånden kalde dem uden at bruge fy-ord??), blondiner eller hvad label vi ellers kan finde på at bruge om vores medmennesker.

Egentlig var jeg kommet frem til, at jeg ikke ville kommentere på dette, men så faldt jeg over en interessant video på Facebook, der fik mig inspireret til at skrive ovenstående. Videoen er med Mehdi Hasan, der taler til Oxford Union Society. Videoen er ikke ny, men han har nogle virkelig gode og relevante pointer, så hvis I ellers er nogenlunde skarpe til engelsk (han taler lidt hurtigt), vil jeg anbefale jer at se videoen. Jeg har fundet den på youtube.

Hvis video ikke virker, kan I bruge dette link: www.youtube.com/watch?v=HjRI2AsF3h0