Sider

fredag den 18. juli 2014

Ramadan

Lige for tiden er det ramadan eller Ramazan, som tyrkerne kalder det. Det betyder, at muslimerne faster fra solopgang til solnedgang og især her i sommerperioden kan det være lidt af en præstation. De må nemlig ikke engang indtage vand.

Inden jeg rejste tilbage til Istanbul efter min ferie i Danmark havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvordan det mon ville være at være hernede nu hvor mange ikke spiser/drikker om dagen. Jeg vidste ikke, hvor meget det ville påvirke dagligdagen i byen og gadebilledet i form af restauranter, caféer og spisesteder.

Jeg var godt klar over, at alle steder, der sælger mad, stadig ville være åbne, for der er alligevel mange, der ikke faster + rigtig mange turister. Men derudover vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg havde dog besluttet mig for, at jeg ikke ville spise/drikke tydeligt, når jeg var uden for diverse spisesteder. F.eks. havde jeg tænkt mig ikke at spise/drikke noget i metroen, men sørge for at drikke godt med vand, inden jeg tog afsted. Disse tanker var mest fordi, jeg ikke ville virke respektløs overfor de folk, der faster.

Desværre måtte jeg hurtigt ændre min egen "regel", for pga. min sarte mave og min krops dårlige håndtering af varmen var der flere gange i metroen, hvor jeg simpelthen måtte have noget vand eller en lille kiks. Men jeg følte ikke, at der var nogen, der kiggede skævt på mig af den grund.

Så helt overordnet set mærker jeg faktisk næsten ingen forskel. Der er stadig sælgere på gaden, der sælger vand og simit, og man kan umiddelbart ikke fornemme at noget skulle være anderledes. Det eneste man mærker det på er, at mange restauranter reklamerer med Iftar, som er det store måltid muslimerne spiser, når solen er gået ned. Derudover så jeg i weekenden en længere kø til en kebabbiks omkring kl. 20.45. Hasan fortalte, at de stod i kø, fordi nu var det snart tid til, at de måtte spise igen. Og så var der ikke så mange mennesker med toget i går eftermiddags, der ellers plejer at være stopfyldt, hvilket jeg tror er fordi mange muslimer holder sig hjemme for at undgå varmen.

At jeg ikke mærker mere til ramadanen end ovenstående skyldes nok også, at jeg ikke kender nogen, der faster, så på det punkt har jeg heller ikke nogen, jeg skal tage hensyn til.

2 kommentarer:

  1. Er lige kommet hjem efter knapt 3 uger i Istanbul.
    Min kæreste faster - hvilket desværre skabte nogle spændinger og forårsagede åndsvage diskussioner.. jeg mener manden er jo hamrende tørstig og sulten i heden.
    Anyway, jeg mærkede intet yderligere til Ramadanen - spiste og drak selv - men respekterede min fastende kæreste (og venner) - og lavede morgenmad til kæresten klokken 02, når trommeslageren vækkede os :-)

    - anyway... planlægger selv at flytte der ned. Har fået et ok job-tilbud

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg kan godt forstille mig, at man får en kortere lunte, når man faster. Derfor er jeg også glad for, at min kæreste ikke faster. Så er jeg heller ikke nødt til at stå op midt om natten, fordi han skal spise (jeg er IKKE morgenmenneske ;-) ). Der er heller ikke nogen trommeslager i vores område, da vi bor tæt ved et industriområde.
      Lyder spændende med job-tilbud og flytte planer :-)
      Mvh. Julie

      Slet