Først vil jeg sige, at jeg har besluttet at lukke bloggen (eller i hvert fald stoppe med at opdatere den). Jeg har ikke tiden, og det er bedre at lukke den, frem for at jeg opdaterer en gang i mellem med nogle indlæg, der efterhånden er ved at være 1 år gamle, fordi jeg er så langt bagud med opdateringerne.
Dog vil jeg gerne lige skrive, når der er nyt i vores familiesammenføringssag, så de, der gerne vil følge med, ved hvordan det går. Jeg har også stadig planer om et par indlæg ang. selve FS processen, som andre måske kan drage nytte af.
Men de personlige indlæg med billeder og historier fra Tyrkiet, bliver ikke til noget. Det tager alligevel en del tid at redigere, og de fleste af jer, kender mig jo privat, og kan dermed følge med på Facebook, som jeg i stedet vil blive bedre til at få opdateret.
Så til en god nyhed :-) I går fik jeg endelig besked om, at Hasan pt opfylder kravene til familiesammenføring :-) Virkelig dejligt! Det var klart den største forhindring, vi skulle over, men der er stadig lang vej endnu. -Realistisk set er Hasan ikke i Danmark før tidligst engang i maj.
Men lige nu er vi bare glade for at første del er overstået, og så håber vi, der snart kommer styr på resten. Jeg skal i banken i næste uge. Næste del er nemlig den økonomiske sikkerhedsstillelse.
Hav en dejlig weekend :-)
fredag den 13. marts 2015
lørdag den 7. marts 2015
Status på familiesammenføring
Jeg har stadig så mange ting, jeg gerne ville skrive og fortælle om herinde, men de der nakkespændinger, jeg skrev om i starten af året driller stadig, og derfor prøver jeg at undgå computeren, når jeg ikke er på arbejde.
Men status er, at vi stadig venter. Jeg havde forventet at skulle vente længe, men ikke så længe uden nogen som helst deadline fra Udlændingestyrelsens side.
Det sidste jeg har hørt fra dem er et brev fra d. 6. januar, der bekræfter modtagelse og med information om, at vi inden for 6-7 uger får et nyt brev, hvori en dato for deres deadline vil fremgå. Dette brev er endnu ikke modtaget, og nu er der gået 2 mdr.!
Jeg havde troet, at jeg med tiden ville vænne mig til at være alene og have mit liv her i Danmark. Det har vi jo gjort før! Og det gik da også ok de første par måneder. Men nu kan jeg snart ikke mere :-( Jeg føler for længst, at jeg har nået min mentale grænse for, hvad jeg kan klare, og alligevel vågner jeg op alene hver morgen og er nødt til at finde fornyet styrke for at komme igennem dagen.
Jeg håber sådan, vi får et svar inden d. 16. marts, hvor det er 3 mdr. siden, vi indleverede ansøgningen, og dermed den dato, hvorinden vi burde have svar ifølge Udlændingestyrelsens egne sagsbehandlingstider, men helt ærligt så tror jeg, vi kommer til at vente længere :-(
lørdag den 31. januar 2015
6 mdr. senere...
...og jeg er nu tilbage i Istanbul. Hold nu op, det føles mærkeligt. Der er sket meget, siden jeg forlod lejligheden i sommers. Alligevel føles det dejlig velkendt at være her.
Jeg startede ud i går aftes med at åbne alle skabene og danne mig et hurtigt overblik over, hvad der var i dem. Jeg har nemlig ikke haft nogen somhelst anelse om, hvor mange af mine ting, der stadig var dernede. Og jeg har faktisk mere end forventet, så nu skal vi ud og lede efter en ny kuffert til mig, så jeg kan tage nogle af mine ting med hjem på mandag. Heldigvis rejse jeg herned uden check ind bagage, så jeg kan nemt have en ekstra kuffert med retur uden at betale ekstra.
Derudover har jeg planer om lidt ekstra shopping i løbet af dagen. Jeg mangler bl.a. lidt tøj, og så skal vi på Starbucks. Godt nok er der kommet Starbucks i Danmark nu, men det er så dyrt, at jeg foretrækker at vente, til jeg er i Tyrkiet.
Det er lunt hernede. 10-15 grader. Til gengæld er det overskyet og det stormer en del. Så det er nok meget fornuftigt, at vi finder et shoppingcenter at tilbringe dagen i :-)
Vores nabobygning er ved at blive bygget om til restaurant. Så til foråret, kommer der til at sidde folk nærmest uden for vores vindue, da de har bygget en ekstra etage og en tagterasse. Vi kan heller ikke se vandet længere! Ikke videre fedt for os, så nu er jeg alligevel glad for, at Hasan flytter ud af lejligheden, så snart han får opholdstilladelse i Danmark.
Vores nye "udsigt", hvor der forment kommer til at stå borde både ud og inde, dvs. nærmest lige foran vores vinduer:
Vores gamle udsigt:
Hav en dejlig weekend :-)
søndag den 11. januar 2015
Islam
De sidste par dage, har jeg gået og tænkt lidt over, om jeg skulle kommentere på de seneste begivenheder i Paris. Ikke fordi det som sådan vedkommer mig, andet end at det selvfølgelig påvirker en, da hændelserne er dybt tragiske. Men som værende gift med en muslim påvirker det alligevel også på en anden måde, fordi det igen sætter negativt fokus på islam.
Det er nemlig begivenheder som denne, der blandt andet er skyld i, at jeg ind i mellem møder fordomme, når jeg fortæller, at min mand er tyrkisk. Og nu hvor vi ønsker at bo i Danmark, hvor fordommene er mange, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det egentlig bliver for Hasan at bo her. Hvordan vil danskerne tage imod ham?
Min generelle erfaring er heldigvis, at min omgangskreds kun har fordomme, ind til de har mødt ham. Så snart de lærer ham at kende, forsvinder fordommene, og i dagligdagen tænker man slet ikke over, at han er muslim. På samme måde som man heller ikke tænker over, at jeg er kristen. Det er kun, når vi fejrer vores helligdage, som Kurban Bayram, Seker Bayram, Jul og Påske, at man bemærker forskellen. -I hvert fald i vores forhold.
Jeg ville bare sådan ønske, at man slet ikke nåede det punkt, hvor man havde fordomme, før man overhovedet havde mødt personen!
Dette skal ikke være en løftet pegefinger, for jeg havde også selv mine tanker, dengang jeg lige havde mødt Hasan, hvilket jeg heller ikke har lagt skjul på. I stedet er det ment, som en lille lektie vi alle nok har godt af at tage med os. Jeg har i hvert fald bemærket, at jeg de sidste par år er blevet bedre til ikke bare at generalisere og "sætte et label" på nye mennesker, jeg møder, før jeg rent faktisk har lært dem lidt at kende. Det tror jeg, vi alle kunne lære noget af. Uanset om det gælder muslimer, danskere, sorte mennesker (hvad må man efterhånden kalde dem uden at bruge fy-ord??), blondiner eller hvad label vi ellers kan finde på at bruge om vores medmennesker.
Egentlig var jeg kommet frem til, at jeg ikke ville kommentere på dette, men så faldt jeg over en interessant video på Facebook, der fik mig inspireret til at skrive ovenstående. Videoen er med Mehdi Hasan, der taler til Oxford Union Society. Videoen er ikke ny, men han har nogle virkelig gode og relevante pointer, så hvis I ellers er nogenlunde skarpe til engelsk (han taler lidt hurtigt), vil jeg anbefale jer at se videoen. Jeg har fundet den på youtube.
Hvis video ikke virker, kan I bruge dette link: www.youtube.com/watch?v=HjRI2AsF3h0
Det er nemlig begivenheder som denne, der blandt andet er skyld i, at jeg ind i mellem møder fordomme, når jeg fortæller, at min mand er tyrkisk. Og nu hvor vi ønsker at bo i Danmark, hvor fordommene er mange, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan det egentlig bliver for Hasan at bo her. Hvordan vil danskerne tage imod ham?
Min generelle erfaring er heldigvis, at min omgangskreds kun har fordomme, ind til de har mødt ham. Så snart de lærer ham at kende, forsvinder fordommene, og i dagligdagen tænker man slet ikke over, at han er muslim. På samme måde som man heller ikke tænker over, at jeg er kristen. Det er kun, når vi fejrer vores helligdage, som Kurban Bayram, Seker Bayram, Jul og Påske, at man bemærker forskellen. -I hvert fald i vores forhold.
Jeg ville bare sådan ønske, at man slet ikke nåede det punkt, hvor man havde fordomme, før man overhovedet havde mødt personen!
Dette skal ikke være en løftet pegefinger, for jeg havde også selv mine tanker, dengang jeg lige havde mødt Hasan, hvilket jeg heller ikke har lagt skjul på. I stedet er det ment, som en lille lektie vi alle nok har godt af at tage med os. Jeg har i hvert fald bemærket, at jeg de sidste par år er blevet bedre til ikke bare at generalisere og "sætte et label" på nye mennesker, jeg møder, før jeg rent faktisk har lært dem lidt at kende. Det tror jeg, vi alle kunne lære noget af. Uanset om det gælder muslimer, danskere, sorte mennesker (hvad må man efterhånden kalde dem uden at bruge fy-ord??), blondiner eller hvad label vi ellers kan finde på at bruge om vores medmennesker.
Egentlig var jeg kommet frem til, at jeg ikke ville kommentere på dette, men så faldt jeg over en interessant video på Facebook, der fik mig inspireret til at skrive ovenstående. Videoen er med Mehdi Hasan, der taler til Oxford Union Society. Videoen er ikke ny, men han har nogle virkelig gode og relevante pointer, så hvis I ellers er nogenlunde skarpe til engelsk (han taler lidt hurtigt), vil jeg anbefale jer at se videoen. Jeg har fundet den på youtube.
Hvis video ikke virker, kan I bruge dette link: www.youtube.com/watch?v=HjRI2AsF3h0
torsdag den 1. januar 2015
Året der gik og bloggen, der gik i stå
Først vil jeg gerne ønske alle, der stadig læser med her på bloggen, et rigtig godt Nytår!
Da jeg i august gav jer en opdatering, hvor jeg fortalte, at jeg var flyttet tilbage til Danmark, lovede jeg, at jeg fortsat ville fortælle historier fra Tyrkiet samt komme med opdateringer på vores familiesammenføringsprocess. Men så skete der ikke rigtig mere herinde.
Det er altså ikke fordi mit liv er gået i stå, nok snarere tværtimod. Der skete nemlig pludselig en hel masse ting oven i hinanden, og jeg havde svært ved overhovedet at følge med. I det hele taget har 2014 været noget af et rutschebane-år, hvor jeg til tider har følt, at jeg var lige ved at falde af i svinget. Det er dog lykkes mig at holde fast, og nu begynder turen langsomt at blive sjov igen.
Når man tager et kig på, hvad sidste halvdel af år 2014 har budt på, er der ikke noget at sige til, at jeg ind i mellem har været ved at tabe pusten:
- Jeg flyttede fra lejligheden i Istanbul og dermed også Hasan :-( tilbage til Danmark
- D. 29.08.2014 blev vi viet på Slagelse Rådhus og havde en rigtig dejlig dag med den nærmeste familie
- I september sagde jeg farvel til gode kollegaer gennem 8 år, da jeg stoppede mit studiejob hos DFDS A/S
- 1. oktober startede jeg en fuldtidsstillingen hos Carlsberg Breweries A/S
- 1. november købte jeg min første lejlighed: En dejlig 2 værelses i Valby.
- I december færdiggjorde vi endelig vores ansøgning om familiesammenføring. Den er afleveret, og vi kan nu ikke gøre andet end at vente og håbe på det bedste.
Oven i alt det ovenstående, der jo primært er gode ting, har jeg døjet med skræntende helbred de sidste mange måneder. Min krop kan ikke rigtig følge med. Under normale omstændigheder havde jeg nok overvejet at trække stikket og taget den med ro, men i dette tilfælde har jeg valgt at hænge i selv om det er det hårdeste, jeg nogensinde har udsat mig selv for. Nyt job og ny bolig er ikke en god kombi, når man også står midt i en familiesammenføring, men samtidig er både job og bolig lidt en nødvendighed for at familiesammenføringen overhovedet kan blive en realitet.
Resultatet er desværre en masse problemer med nakkespændinger, svimmelhed, uro og mavesmerter, og jeg føler, at jeg render til diverse behandlinger hele tiden, uden der reelt er noget, der virker. Det er dog langsomt ved at blive bedre, og jeg begynder at tro på, at jeg nok skal få det stoppet helt, selv om processen er lang. Helt ro får jeg nok ikke, før vi har fået et (forhåbentligt) positivt svar på den familiesammenføring. -Hvis det ikke sker, kan jeg ikke helt overskue, hvad vi gør, men ind til videre tror jeg på, at det nok skal lykkes.
Jeg håber, at år 2015 bliver vores år! Kryds fingre for os. Vi får brug for det!
Da jeg i august gav jer en opdatering, hvor jeg fortalte, at jeg var flyttet tilbage til Danmark, lovede jeg, at jeg fortsat ville fortælle historier fra Tyrkiet samt komme med opdateringer på vores familiesammenføringsprocess. Men så skete der ikke rigtig mere herinde.
Det er altså ikke fordi mit liv er gået i stå, nok snarere tværtimod. Der skete nemlig pludselig en hel masse ting oven i hinanden, og jeg havde svært ved overhovedet at følge med. I det hele taget har 2014 været noget af et rutschebane-år, hvor jeg til tider har følt, at jeg var lige ved at falde af i svinget. Det er dog lykkes mig at holde fast, og nu begynder turen langsomt at blive sjov igen.
Når man tager et kig på, hvad sidste halvdel af år 2014 har budt på, er der ikke noget at sige til, at jeg ind i mellem har været ved at tabe pusten:
- Jeg flyttede fra lejligheden i Istanbul og dermed også Hasan :-( tilbage til Danmark
- D. 29.08.2014 blev vi viet på Slagelse Rådhus og havde en rigtig dejlig dag med den nærmeste familie
- I september sagde jeg farvel til gode kollegaer gennem 8 år, da jeg stoppede mit studiejob hos DFDS A/S
- 1. oktober startede jeg en fuldtidsstillingen hos Carlsberg Breweries A/S
- 1. november købte jeg min første lejlighed: En dejlig 2 værelses i Valby.
- I december færdiggjorde vi endelig vores ansøgning om familiesammenføring. Den er afleveret, og vi kan nu ikke gøre andet end at vente og håbe på det bedste.
Oven i alt det ovenstående, der jo primært er gode ting, har jeg døjet med skræntende helbred de sidste mange måneder. Min krop kan ikke rigtig følge med. Under normale omstændigheder havde jeg nok overvejet at trække stikket og taget den med ro, men i dette tilfælde har jeg valgt at hænge i selv om det er det hårdeste, jeg nogensinde har udsat mig selv for. Nyt job og ny bolig er ikke en god kombi, når man også står midt i en familiesammenføring, men samtidig er både job og bolig lidt en nødvendighed for at familiesammenføringen overhovedet kan blive en realitet.
Resultatet er desværre en masse problemer med nakkespændinger, svimmelhed, uro og mavesmerter, og jeg føler, at jeg render til diverse behandlinger hele tiden, uden der reelt er noget, der virker. Det er dog langsomt ved at blive bedre, og jeg begynder at tro på, at jeg nok skal få det stoppet helt, selv om processen er lang. Helt ro får jeg nok ikke, før vi har fået et (forhåbentligt) positivt svar på den familiesammenføring. -Hvis det ikke sker, kan jeg ikke helt overskue, hvad vi gør, men ind til videre tror jeg på, at det nok skal lykkes.
Jeg håber, at år 2015 bliver vores år! Kryds fingre for os. Vi får brug for det!
I får lige et enkelt billede fra i sommers, lige inden jeg flyttede tilbage til Danmark
mandag den 25. august 2014
Miniferie i Antalya #1
Jeg er stadig ikke færdig med at fortælle jer om vores oplevelser i maj måned :-) I slutningen af maj var vi nemlig på forlænget weekend i Antalya, fordi vi var inviteret til bryllup hos et dansk/tyrkisk par, vi har lært at kende igennem min tyrkisk undervisning i Danmark. Vi boede hos en god ven af Hasan, der tidligere har boet i Istanbul, og som jeg derfor også kender rigtig godt. Det var hyggeligt at kunne bo privat, så vi ikke skulle tænke på hotel :-)
Vi ankom fredag aften og blev hentet i lufthavnen af vores ven. Lørdagen blev brugt på at gøre klar til brylluppet om aftenen, da vi gerne ville have god tid og ikke stresse over noget. Aftenen blev så brugt på dansk/tyrkisk bryllup på en restaurant nede ved stranden. Det var en rigtig hyggeligt aften, men desværre blev det regn hen ad aftenen (vi sad udenfor), så vi valgte at tage hjem en halv time inden midnat.
Da jeg ikke ved om gæsterne til festen vil med på bloggen her, må I nøjes med billeder af Hasan og jeg :-)
Søndag formiddag mødtes vi med en del af gæsterne samt brudeparret fra dagen før på en restaurant, der serverer morgenmadsbuffet. Restauranten ligger ud til klipperne i Antalya med flot udsigt ud over vandet. Maden var rigtig lækker, og der var masser af den. Jeg var så overvældet, at jeg slet ikke fik taget nogen billeder :-) Resten af søndagen slappede vi af. Først tog vi en tur til Düden park, hvor der er et vandfald. Da vi ankom var solen stadig fremme, men det blæste en del og trak op til regn. Efterfølgende valgte vi at køre i biografen. Måske ikke det mest optimale, når man er "på ferie sydpå", men vi trængte vist også bare til at slappe lidt af :-)
Vi ankom fredag aften og blev hentet i lufthavnen af vores ven. Lørdagen blev brugt på at gøre klar til brylluppet om aftenen, da vi gerne ville have god tid og ikke stresse over noget. Aftenen blev så brugt på dansk/tyrkisk bryllup på en restaurant nede ved stranden. Det var en rigtig hyggeligt aften, men desværre blev det regn hen ad aftenen (vi sad udenfor), så vi valgte at tage hjem en halv time inden midnat.
Da jeg ikke ved om gæsterne til festen vil med på bloggen her, må I nøjes med billeder af Hasan og jeg :-)
Søndag formiddag mødtes vi med en del af gæsterne samt brudeparret fra dagen før på en restaurant, der serverer morgenmadsbuffet. Restauranten ligger ud til klipperne i Antalya med flot udsigt ud over vandet. Maden var rigtig lækker, og der var masser af den. Jeg var så overvældet, at jeg slet ikke fik taget nogen billeder :-) Resten af søndagen slappede vi af. Først tog vi en tur til Düden park, hvor der er et vandfald. Da vi ankom var solen stadig fremme, men det blæste en del og trak op til regn. Efterfølgende valgte vi at køre i biografen. Måske ikke det mest optimale, når man er "på ferie sydpå", men vi trængte vist også bare til at slappe lidt af :-)
Her kan man fornemme på "striberne" i vandet, hvor meget det faktisk blæser.
En mærkelig blanding af solskin og turkis-farvet hav og mørke og regn i baggrunden.
Et piratskib?
fredag den 15. august 2014
Besøg fra Danmark #2-2
Så blev det tid til del 2 om mit sidste besøg fra Danmark tilbage i maj :-) Læs del 1 her.
Om mandagen skulle jeg arbejde om morgenen, så der havde vi kun en halv dag til sightseeing. Derfor valgte vi at blive på den asiatiske side og gå lidt rundt i Kadiköy og Moda. Om eftermiddagen var vi inde i nogle butikker, men der var lidt uro i gaden og pludselig snakkede ekspedienterne om, at der var politi og de "berømte" TOMA'er på vej, så vi valgte at gå ned i metroen tæt ved og tage hjem. Jeg tror aldrig, det blev til noget inde i byen, men der er ikke nogen grund til at tage chancer med al det, der er sket hernede tidligere.
Tirsdag var vi tilbage på Büyükada for at få mere sol. Denne gang på en noget større strand kaldet Yörükali, der ikke var naturlig, men i stedet lavet som en fin sandstrand. I høj sæsonen tror jeg ikke, stedet er særlig godt, da solsengene stod TÆT, men sådan en mandag i maj er der ikke mange gæster, så det glædede vi os over. Vi sejlede ud til stranden i en mindre båd, da det var gratis, når man skulle ud til stranden. Så slap vi også for at gå/cykle i varmen :-)
Onsdag shoppede vi igen om formiddagen, da vi bl.a. gerne ville ind i butikken i Kadiköy fra i mandags igen. Vi nåede jo ikke at købe de ting, vi havde fundet, fordi vi sådan måtte flygte ned i metroen :-)
Om eftermiddagen tog vi til Taksimpladsen og gik lidt ned ad Istiklal gaden og så havde vi en aftale med en dansk familie jeg kender hernede i et par timer. Om aftenen mødtes vi med Hasan for at spise sushi.
Torsdagen inden vi tog i lufthavnen blev der lige shoppet de sidste ting fra et shoppingcenter tæt på hvor vi bor, og så havde min kusine ellers en godt fyldt kuffert at rejse hjem med :-)
Om mandagen skulle jeg arbejde om morgenen, så der havde vi kun en halv dag til sightseeing. Derfor valgte vi at blive på den asiatiske side og gå lidt rundt i Kadiköy og Moda. Om eftermiddagen var vi inde i nogle butikker, men der var lidt uro i gaden og pludselig snakkede ekspedienterne om, at der var politi og de "berømte" TOMA'er på vej, så vi valgte at gå ned i metroen tæt ved og tage hjem. Jeg tror aldrig, det blev til noget inde i byen, men der er ikke nogen grund til at tage chancer med al det, der er sket hernede tidligere.
Tirsdag var vi tilbage på Büyükada for at få mere sol. Denne gang på en noget større strand kaldet Yörükali, der ikke var naturlig, men i stedet lavet som en fin sandstrand. I høj sæsonen tror jeg ikke, stedet er særlig godt, da solsengene stod TÆT, men sådan en mandag i maj er der ikke mange gæster, så det glædede vi os over. Vi sejlede ud til stranden i en mindre båd, da det var gratis, når man skulle ud til stranden. Så slap vi også for at gå/cykle i varmen :-)
På vej ud til stranden kom vi lige forbi et "piratskib"
En "lille" villa inde på Büyükada
Udsigt fra "broen" (kalder man det det, når det bare er et lille skib? :-) )
Her er vi på vej ind i bugten, hvor stranden ligger.
Strand-"klubben"
Her kan I måske fornemme, hvorfor jeg ikke tror, der er fedt i højsæsonen, når der er fyldt? Man ligger godt nok tæt!
Men stranden var dejlig :-)
På vej hjem kom mågerne lidt tæt
Ja faktisk MEGET tæt :-)
Onsdag shoppede vi igen om formiddagen, da vi bl.a. gerne ville ind i butikken i Kadiköy fra i mandags igen. Vi nåede jo ikke at købe de ting, vi havde fundet, fordi vi sådan måtte flygte ned i metroen :-)
Om eftermiddagen tog vi til Taksimpladsen og gik lidt ned ad Istiklal gaden og så havde vi en aftale med en dansk familie jeg kender hernede i et par timer. Om aftenen mødtes vi med Hasan for at spise sushi.
Torsdagen inden vi tog i lufthavnen blev der lige shoppet de sidste ting fra et shoppingcenter tæt på hvor vi bor, og så havde min kusine ellers en godt fyldt kuffert at rejse hjem med :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)